Ugens album: Jason Isbell og 400 Unit's The Nashville Sound

Da han trådte ud fra Drive By Truckers i 2007, ville du aldrig have troet, at Jason Isbell var en fyr, der ville ende med at være hovednavn i teatre, blive profileret af alle fra NPR til The New York Times, og som ville have flere Grammyer. Men her er vi i 2017, og den multi-Grammy Award-vindende singer-songwriter Jason Isbell udgiver et af sommerens mest ventede albums, The Nashville Sound. I modsætning til hans samtidige Chris Stapleton og Sturgill Simpson, får Isbell fordelen af ikke at skulle leve op til, eller afvise, den betegnelse, der bliver sat på de tre af dem, nemlig at de vil “redde” countrymusikken. Han har håndteret mærkatet “Country Music for People Who Hate Country” siden 2002, da han sluttede sig til Truckers, så han er fri til at lave sin musik og lade bligene om, hvad hans plader betyder, mand, passere under radaren. I stedet får han lov at lave albums som The Nashville Sound.

Forudbestillingsbuzz’en om Nashville, Isbells første album med 400 Unit siden 2011’s Here We Rest, har været, at det er et “rock” album, hvilket er sandt i den forstand, at der er flere guitarer her end på Something More Than Free,, og de guitarer flår og skriger og river mere end på noget Isbell album nogensinde, sandsynligvis. Men den betegnelse får det til at virke som om dette ikke ville være den ordlytte, selvreflekterende stirren ind i hans eget underbevidsthed, som hans sidste to albums var. Selvom Isbell udråber “Jeg sang nok om mig selv” på “Hope the High Road” — dette albums stærkeste sang — bekræfter The Nashville Sound, at der ikke er tre sangskrivere i live lige nu, der er bedre til selvundersøgelse end Isbell.

Albummet åbner med den liltrende “Last of My Kind,” en sang fundamentalt om ikke at passe ind nogen steder du går, og overgår til en af de mest tårnhøje rocksange på albummet, “Cumberland Gap.” Ideen om ikke at kunne undslippe en hjemby er en gammel trope i countrymusik, men “Cumberland Gap” genopfinder en hjemby som noget, der kan “sluge dig hel,” at forlade ville betyde at forlade din mor, og hvor den eneste mulighed er at ødelægge dig selv med alkohol og det “hårdere stof.” “Molotov” er den anden ende af den hjembynære ødelæggelse; kommer som en Steve Earle sang fra 1987, finder Isbell sig selv undskylde til den yngre version af sig selv for ikke at have selvdestrueret som han troede han ville.

Isbell kan nogle gange være en alt for sentimental sangskriver, men givet sejren over hans problemer kan han tillades nogle dyk ind i at være kornet. Så mens “White Man’s World” er langt væk fra den mest akavede sang her — det er næsten en Macklemore sang — må du også applaudere Isbell for at være den eneste country kunstner i nyere tid, der direkte anerkender hvid privilegium, og bekymrer sig om de begravede farvede mennesker, der har tilladt hvide mennesker at leve det liv, de har. Selvom jeg forestiller mig, at de fleste Isbell fans ikke vil identificere sig som nogen, der er glad for undertrykkelsen af indfødte amerikanere, er det stadig i det mindste moderat radikalt at have en fyr fra Nashville-firmamentet til at sige de ting, han siger her; de fleste country stjerner har været ret stille i Trump-æraen med hensyn til, hvordan de føler om det politiske klima i Amerika.

The Nashville Sound når dets højdepunkter, når det bliver stille og ligefrem rørende. “Tupelo,” en sang om at tage af sted efter en pige til en ukendt by, er en højdepunkt, og det samme er “Chaos and Clothes,” en sang, der gør tidligere elskere til kaos og tøj, de efterlader. Isbell husker elskere baseret på deres sorte T-shirt, og prøver hårdt at hade hendes nye kæreste, men kan ikke hade nogen han ikke kender.

En masse af dækningen af Isbell de sidste fem år har centreret sig omkring hans overvindelse af alkoholisme og at få sit liv på noget, der ligner et spor. Han har været en åben bog om det i interviews, og især på sine plader; han er en ny mand nu. En af de mest tillokkende dele af The Nashville Sound er, hvordan han er klar til at gå videre til, hvad denne nye fase af hans liv end er, uden at dvæle ved fortiden. “Jeg har fået nok af den hvide mands blues,” synger Isbell på “Hope the High Road.” “Så hvis du leder efter nogle dårlige nyheder, kan du finde dem et andet sted.” Isbell har fundet sin vej tilbage til bare at være en almindelig fyr, der laver god musik, uden det pres og følelsesmæssige kaos, der drev ham før.