Shopping: Alanis Morissette 'Jagged Little Pill'

Min ældre søster introducerede mig til bands, som jeg antog, at ingen andre 10- eller 11-årige på min alder lyttede til. At gå ind i klassen og spørge, om de havde set Metallica spille til MTV Awards, var et interessant spørgsmål, især når de ikke helt forstod, hvad MTV var til at begynde med. Men der var en grund til, at jeg græd i min seng til bands som System of a Down, Metallica, No Doubt og den sang, der gik "Sonny Came Home", (hed den "Sonny Came Home"? det ville give mening..) i en så ung alder. Efter skole ville jeg sidde på min ældste søsters seng, mens hun enten lavede hendes lektier eller makeup, og høre hendes nyeste mixtapes, radioen eller den nyeste CD, hun lige havde fået. Men blandt al denne musik, er den ene kunstner, der løfter mig op og kaster mig lige tilbage til det hus, vi voksede op i i New York, Alanis Morissette.

Af alt 90'er musik var der én kunstner, der ikke kun ændrede spillereglerne med hensyn til genre og lyd, men også satte ild under 90'ernes grungekunstnere. En kvinde, der synger med den største passion, med en attitude og ingen forbehold for at påpege det bullshit, der skulle påpeges. En følelsesmæssig udløsning af ærlige tekster lagdelt i rå, på en eller anden måde ikke ubehagelig klagende vokaler. En person, som jeg mener hjalp med at gøre følelser cool, uanset hvor dækket af sarkastisk glasur hver af hendes sange var.

Selvom det kan argumenteres, at hver eneste sang skrevet af Alanis kunne komme på en liste over de bedste sange fra 90'erne og de tidlige 2000'er, Jagged Little Pill er en af, hvis ikke den, mest nostalgiske, som man synger med til, indtil blodårene sprænger, og minder en om alt, der har med 90'erne at gøre. Det er et af de albums, hvor jeg indså, at piger kunne være sarkastiske, sardoniske, "ironiske" og magtfulde. Det var også albummet, der lærte mig, hvad ordet "ironisk" betød, og jeg er ret sikker på, at jeg brugte det på hver mulig forkert måde. Det var mit yndlingsalbum at synge til, uanset hvor jeg var, fordi jeg altid kunne snige et dårligt ord ind, og det ikke tæller, fordi det er i en sang, så jeg ville bare opføre mig som om, jeg ikke vidste, hvad jeg sagde, bare i tilfælde af, at min mor hørte mig og råbte ad mig. Kan du huske den første sang? Indledningen til "All I Really Want" var som et 90'er grunge-kampskrift. Så snart du hørte de første par akkorder af den sang, vidste du, hvad der ville komme. Jeg forstod ikke rigtig det dengang, fordi jeg var 11, men jeg lærte det helt sikkert.

For et par år siden havde jeg et stort Alanis M gensyn. Jeg var i en butik i Manhattan til min vens polterabend eller sådan noget, og jeg hørte en sang spille, der gav mig den gode knude i maven. Du kender de knuder, der på en eller anden måde gør dig nervøs, men også giver en mærkelig nostalgisk følelse i maven. Under alle omstændigheder fik jeg salgsassistenten til at gå bagud og se, hvad sangen hed, fordi disse var mørke tider før Shazam. Det viste sig at være "Citizen of the Planet" af Alanis, og så snart jeg kom hjem, downloadede jeg sangen og dykkede dybt, dybt ind i den mørke verden af Alanis Morissette’s musik. GUYS. Det var da, jeg følte mig evigt taknemmelig for min søsters dybe værdsættelse af musik og at lade mig deltage i det i en så ung alder. Jeg var i en periode, hvor jeg lige var gået igennem et stort brud med min kæreste og pludselig følte jeg mig meget bedre, stærkere og mere uafhængig end jeg havde følt nogen anden måde at få mig selv til at føle mig bedre. "Uninvited" gjorde ting ved min sjæl, som jeg troede kun kunne gøres ved at gå i kirke. En poetisk, stærk følelse af selvfundet i en sang, der fremkaldte den indledende gnist af mit stærke feministiske syn.

Vi kender alle Alanis, men har du nogensinde virkelig tilladt dig selv at blive helt opslugt af hendes musik? Hvis ikke, er det en uheldig skæbne. Måske skal du tage et øjeblik til at lytte og overveje.