I rockmusikkens verden er der få navne, der vækker så meget respekt og ærefrygt som The Who. De er ikke bare et band; de er et kulturelt fænomen, der har formet landskabet for rock og roll siden 1960'erne. Men selv de største historier kan opleve dramatiske drejninger, og i april 2025 navigerede The Who gennem et kontroversielt kapitel, da de delte veje med deres mangeårige trommeslager, Zak Starkey. Denne adskillelse, præget af uenigheder om performance stil under en koncert, satte gang i diskussioner om kunstnerisk retning, arv og den udviklende natur af et band, der har bestået tidens prøve.
Den 24. marts 2025 indtog The Who scenen ved den historiske Royal Albert Hall for en optræden, der havde til formål at hæve bevidstheden for Teenage Cancer Trust (TCT). Denne ramme, der var fyldt med nostalgi og formål, blev forventet som endnu en milepæl i The Who's imponerende arv. Men det forvandlede sig hurtigt til et øjeblik af spænding.
Som aftenen skred frem, fandt frontmand Roger Daltrey sig selv frustreret. Det blev rapporteret, at han under bandets sidste sang, “The Song Is Over,” henvendte sig til publikum i et ærligt øjeblik af sårbarhed. "For at synge den sang har jeg brug for at høre tonen, og det kan jeg ikke. Alt, jeg hører, er trommer, der går boom, boom, boom. Jeg kan ikke synge til det. Undskyld, drenge," sagde han og udtrykte sin utilfredshed med Starkeys trommerytme på et afgørende tidspunkt af koncerten. Denne uventede pause i optrædenen overraskede ikke kun publikum, men antydede også underliggende problemer i bandets dynamik.
Efter koncerten fremkom der rapporter, der indikerede, at den frustration, der blev oplevet på scenen, ikke var en isoleret hændelse men derimod en refleksion af igangværende uenigheder vedrørende Starkeys trommestil. En repræsentant for The Who bekræftede senere, at beslutningen om at dele veje med Starkey var en kollektiv beslutning truffet af bandet efter denne runde af shows, hvilket understregede en forpligtelse til at tackle performance standarder blandt et lineup, der inkluderer klassiske numre, der kræver præcision.
Starkey reagerede på sin afsked med en blanding af stolthed og skuffelse og sagde: “Jeg er meget stolt af mine næsten 30 år med The Who. At træde i fodsporene på min gudfar, ‘onkel Keith’ har været den største ære.” Han udtrykte overraskelse over omstændighederne omkring sin afgang, især efter så mange succesfulde år med at spille ikoniske numre, der definerede en generation.
Zak Starkeys tilknytning til The Who går næsten tre årtier tilbage, hvilket gør ham til en af de mest vedholdende figurer inden for bandet. Han sluttede sig fuld tid under “Quadrophenia” touren i 1996, og han trådte ind i en rolle, der tidligere var besat af sin gudfar, Keith Moon—den legendariske trommeslager, hvis kraftfulde og kaotiske stil satte et uudsletteligt præg på rockmusikken. Starkeys rejse, der i høj grad var påvirket af Moon, fremhævede både udfordringen og æren ved at opretholde en arv midt i konstant udvikling.
Keith Moons indflydelse på Starkey kan ikke undervurderes. Moon, berømt for sin flamboyante trommespil og excentriske personlighed, gav Starkey en essentiel gave—et trommesæt til hans ottende fødselsdag. Denne inspirationskilde satte Starkey på en vej, der til slut ville se ham ikke kun fylde Moons sko, men også skabe en unik identitet som trommeslager. Starkeys påskønnelse af Moons kunstneri er tydelig; han har engang sagt: "Jeg forbliver deres største fan," et vidnesbyrd om det familiære bånd og respekt, der har præget hans tid med The Who.
Mens Starkey overvejer sin fremtid udenfor The Who, har han signaleret en drejning mod nye projekter. Ikke mindst er han involveret i den nyligt dannede supergruppe Mantra of the Cosmos, sammen med bemærkelsesværdige musikere som Shaun Ryder og Andy Bell. Dette eventyr ser ud til at være et kreativt udtryk for Starkey, mens han træder væk fra presset forbundet med en langvarig rolle i et af rockens mest ikoniske bands.
Tidligere på året stod Starkey overfor sundhedsudfordringer, da en blodprop i hans ben tvang ham til at annullere en liveoptræden. Heldigvis er han kommet sig fuldstændig og udtalte, at det “ikke påvirker mit trommespil eller løb.” Denne episode rejste spørgsmål om de fysiske krav ved at turnere og hvordan de påvirker erfarne musikere, når de bliver ældre.
The Who, trods de indre stridigheder, fortsætter med at være en formidable kraft i musik. Bandet har nydt en genopblussen i popularitet, især blandt yngre publikum, der tiltrækkes af deres tidløse lyd og kulturelle betydning.
Med Starkeys afgang står Daltrey og guitarist Pete Townshend endnu en gang over for udfordringen med at redefinere The Who's fremtid. Rapporterne antyder, at bandet måske søger at udfylde det hul, der er efterladt af Starkey med en ny trommeslager, eller de måske endda vil udforske en mere fleksibel ordning, der kunne inkludere forskellige gæstemusikere.
Fans har udtrykt blandede følelser angående nyheden, med mange der fremhæver Starkeys formidable trommespil og hans tilpasning til The Who's etik. Andre er mere forstående over Daltreys frustration og understreger vigtigheden af kunstnerisk integritet under liveoptrædener.
Eftervirkningerne af denne beslutning kan resonere gennem The Who’s kommende projekter, især når de forbereder sig til fremtidige turnéer og nye musikudgivelser. Spørgsmålet forbliver: hvordan vil de tilpasse sig det skiftende landskab i musikindustrien, mens de opretholder deres legendariske identitet?
Starkeys planer inkluderer fokus på personlige projekter, herunder en selvbiografi og yderligere udviklinger med Mantra of the Cosmos. Som han siger, har han til hensigt at “tage noget meget nødvendigt tid væk med min familie,” hvilket antyder, at selvom dette kapitel måtte være lukket, er et andet ved at udfolde sig.
The Who traf angiveligt en kollektiv beslutning om at dele veje med Starkey efter bekymringer rejst af Roger Daltrey over Starkeys præstation under en koncert i Royal Albert Hall.
Zak Starkey har været trommeslager for The Who siden 1996, hvilket markerer næsten 30 år med bandet, hvor han udfyldte den rolle, der tidligere var besat af Keith Moon.
Efter sin afgang planlægger Starkey at fokusere på personlige projekter, herunder en supergruppe kaldet Mantra of the Cosmos, samt at arbejde på sin selvbiografi.
Roger Daltrey udtrykte frustration under en liveoptræden og sagde, at han ikke kunne høre tonen i en sang på grund af Starkeys trommestil, som han beskrev som "boom, boom, boom."
Selvom det i øjeblikket er uklart, kan bandets fremtidige retning inkludere nye samarbejder eller arrangementer, hvilket efterlader døren åben for forskellige muligheder.
I konklusion er adskillelsen mellem The Who og Zak Starkey et betydningsfuldt øjeblik i rockhistorien, der blander temaer om arv, kunstnerisk integritet og personlig vækst. Mens både Starkey og The Who navigerer i deres respektive fremtider, vil musikfans verden over uden tvivl følge tæt for at se, hvordan dette elskede band udvikler sig, mens de ærer deres fortid.